(NB: dette blogindlæg er skrevet i 2008)
Danmark har 8 fuldtids professionelle symfoniorkestre. De 4 ligger i hovedstaden og de resterende i Odense, Sønderborg, Århus og Aalborg.
Hvert år udsender disse orkestre en sæsonbrochure med årets koncerter på samme måde som teatre også gør det.
Jeg ved godt at sæsonprogrammerne for ’07 / ’08 er udsendt for længe siden, så mine bemærkninger kommer lidt sent. Derfor er de ikke mindre relevante og aktuelle, da der jo på den anden side ikke er længe til at nye programmer for 08 / 09 skal laves.
Grunden er rent ud sagt, at jeg ikke rigtigt har interesseret mig for dem før nu og derfor ikke skænket indholdet en tanke.
Helt konkret skete der det, at jeg efter et besøg i den meget flotte nye tilbygning til Musikhuset i Århus, faldt over et sæsonprogram fra Århus Symfoniorkester. Det var ikke vanvittig spændende læsning, der fik mig til fluks at plotte koncertdatoer ind i min kalender. De planlagte koncerter bestod nærmest kun af flere hundrede år gammel i tusindfold spillet og ikke mindst indspillet centraleuropæisk musik. Vi snakker Beethoven, Brahms osv. Derudover lidt lette underholdningskoncerter inklusive den obligatoriske børnekoncert med TV kändissen Sigurd Barret. Efter denne oplevelse checkede jeg de andre danske symfoniorkestres sæsonprogrammer og må sige at jeg fik samme lidt deprimerende oplevelse. Dette satte en masse tanker i gang om de danske klassiske symfoniorkestres profiler, som nu får fast form i denne artikel..
Hvad er det egentlig der gør, at man hårdnakket år efter år lader en klar overvægt i sæsonprogrammet tilfalde denne gamle musik fra hovedsalig Tyskland og Østrig ?
Der er sådan set ikke noget galt med musikken i sig selv. Det er uden tvivl mesterværker på linje med andre kunstnere fra den tid. Men hvor ligger den kunstneriske nødvendighed, berettigelse og nyhedsværdi til at overfodre koncertsalene i 2007 med den ?
En af grundene er selvfølgelig, at de klassiske komponister kommer fra symfoniorkestrets guldalder, hvor det var ”top of the pops” at komponere for dette soniske multiinstrument.
Symfoniorkestret har slet ikke samme status idag som tidligere, hvor det var et af den borgerlige kulturs vigtigste elfenbenstårne. Det virker bare, som om orkestrene stadig sidder deroppe og kigger ned på en verden, der ser helt anderledes ud.
I dag udtrykker komponister sig på utallige andre måder i forskellige instrumentsammensætninger både akustisk, elektronisk, dramatisk og visuelt, så orkestret har ikke samme centrale tiltrækning. Det har ikke samme høje status, som det havde engang, hvilket blandt andet kan skyldes den næste påstand som er
Sandheden er at ufattelig få nulevende komponister reelt får chancen for at komponere for et symfoniorkester. Orkestercheferne tør simpelthen ikke tage chancen særlig ofte. De gør det som regel kun, hvis det er en af de få ”store nulevende” eller hvis det kan bindes op på en festival med støttekroner i ryggen. Symfoniorkestret er jo en dyr størrelse, så man kan jo ikke bare give en ny ung eller midaldrende komponist chancen uden videre !
Tænk hvis man tænkte på samme måde indenfor dansk film, som er en endnu dyrere og mindre subventioneret kunstart end den klassiske musik ? Ja, så vil størstedelen af de filmskabere vi ser i dag aldrig have fået en chance.
Det er også svært for orkestrene og den klassiske musik i det hele taget af forstå, hvorfor børn ikke vælger at spille et af de klassiske orkesterinstrumenter. Det er delvist selvforskyldt.
Huskomponistordningen, hvor et orkester forpligter sig til at tilknytte en dansk komponist, der skal komponere til orkestret er et plaster på såret i forhold til førnævnte.
Godt nok virker det som om, at det er mere tvang end lyst, der får et orkester til at indgå sådan en ordning.
For eksempel vil der snart (???) stå et nyt koncerthus i DR-byen af internationalt akitektonisk format. I dette hus skal blandt andet Radiosymfoniorkestret slå sine folder.
Hvis man skal sammenstille et stykke fantastisk arkitektur som Jean Nouvels koncerthus med et orkester, der ikke tør tage chancer eller gå forrest indenfor tonekunsten.
Man kunne nemt lave en computeralgoritme, der kunne genere sæsonprogrammer ud fra en database med relevante oplysninger.
I Danmarks Radio er man, med rette irriteret over at en computer konstuerer playlister for P3 og nu også P2, altså den klassiske lytteflade. Men når man så læser sæsonprogrammerne fra alle de danske symfoniorkestre, er det meget nærliggende at tro, at de også er genereret af en computer.
Modargumentet er ofte, at det er vigtigt at spejle de gamle komponister i forhold til vores tid. Okay ! Hvordan er det så lige, det kommer til udtryk, når man stadig pligtskyldigt opfører noderne, som man har gjort siden de blev skrevet – og i samme logeagtige dress og opstilling som dengang symfoniorkstret blev opfundet ?
Hvis man vil spejle musikken i vores tid, hvor ligger så den stillingtagen i forhold
Når man opfører Shakespeares skuespil på teatret eller andre af de klassiske dramaer, så er det altid reglen snarere end undtagelsen, at de bliver bearbejdet kunstnerisk, nyoversat og i det hele taget fortolket på en måde, så de siger moderne mennesker noget andet end bare at være en teaterhistorisk præsentation.
Indenfor den klassiske musik har man modsat en uhyggelig ærefrygt for de klassiske partiturer af ”de store mestre” og det selvom de faktisk allesammen er fri for rettighedsbeskyttelse. Du kan med andre ord klippe og skære i Mozart, Beethoven og Brahms partiturer, som det passer dig og tilføre nye instrumenter osv. Bliver det gjort ?
Nej, for det kan man ikke. Det er jo blasfemi. Kunstværkerne er helstøbte og må ikke anfægtes, hedder det sig ! Jamen dog !
Jeg er ikke ude efter at angibe de mange klassiske musikere eller agitere for at man skal nedlægge orkestre. Vi har brug for alle de klassisk uddannede musikere, der er nu – og gerne flere + ditto indenfor jazz, rock, electronica osv. – kort sagt levende musik.
Min mission er udelukkende at ruske lidt op i en meget forstenet vanetænkning, der kan vise sig at blive ganske fatal over en årrække.
Unge i dag har statistisk set lige så lidt interesse i klassisk musik, som de har i guldalderkunst og
For jeg synes ærligt talt, at det er spild af godt musikerskab, når man bare skal reproducere det klassiske centraleuropæiske standardrepertoire.
Hvordan kan man forsvare at symfoniorkestre, som ligger indenfor en radius af max. 100 km. lige gyldig hvor man står i Danmark, spiller programmer med så stor lighed og så lidt fantasi?
Hvis man endelig vil høre en symfoni af Beethoven i topkvalitet kunne man f.eks. købe en DVD box på nettet og afspille skiverne derhjemme over fladskærm og surroundlyd anlæg.
Eller man kunne forestille sig at den lokale biograf arrangerede symfoniske aftener med det klassiske standardrepertoire, hvor der vistes DVD produktioner med et af de mange toporkestre. Fed billedkvalitet og Dolby Surround. Hva’ behar’ !!!
Hvorfor dette ? Jo, for at få orkestrene til at vågne op, se virkeligheden i øjnene og forhåbentlig tænke kreativt og visionært i forhold