Author: admin

Hvad er musikdramatik ?
En bastard i scenekunstens univers, som antager utallige former alt efter hvordan og hvor meget hovedelementerne musikalsk komposition/improvisation/interpretation samt dramaturgi/tekst/scenisk udfoldelse er integreret i hinanden.
Det kunne da være et svar – eller?
Det er nemlig et meget omfattende spørgsmål, ikke mindst når man ser hvor mange forskellige udtryksformer, som påhæftes denne etiket efterhånden.
Der er vel nærmest gået inflation i begrebet, hvilket umiddelbart må betragtes som meget positivt, idet det er et tegn på at mange føler trang til at arbejde med blandingen af musik og dramatik. Ingen udtryksform har tilsyneladende patent på navnet.
Kriteriet synes groft sagt at være, at når bare musik og dramatik er til stede kan det markedsføres som musikdramatik uanset om elementerne er integrerede i hinanden eller adskilte. Mig bekendt findes der ikke en opdateret og brugbar definition eller målestok for begrebet, hvilket er meget befriende, men også af til problematisk i forhold til både publikum, de bevilgende myndigheder eller til medierne for den sags skyld.
Er det f.eks. Kunststyrelsens Teater- eller Musikcenter, som skal dække området?
Er det musikanmelderen eller teateranmelderen, der skal anmelde forestillingerne? Sidstnævnte dilemma er meget relevant at diskutere, da det giver diametralt forskellige udfald, om det er den ene eller den anden der skriver, fordi vinklen i forhold til de to hovedingredienser musik og dramatik er helt forskellig. Man kan derfor med fordel spekulere i, om man skal invitere teater- eller musikjournalister til en musikdramatisk premiere. Spekulationer der også bliver gjort fra gang til gang.
Det er objektivt set meget forskelligt om en opera anmeldes af en teateranmelder i stedet for en musikanmelder eller om en musical/teaterkoncert bliver anmeldt af en musikanmelder i stedet for en teateranmelder. Tankevækkende når begge dele jo er musikdramatik.

Ud fra disse indledende betragtninger kan man slutte at musikdramatik groft kan inddeles i to kategorier, nemlig et hvor det skabende udgangspunkt er funderet i teatrets æstetik, vaner og arbejdsformer, et andet i musikkens ditto.
Det kan umiddelbart lyde som en uforenelig modsætning, men personligt mener jeg faktisk, at det er i netop dette spændingsfelt, de mest interessante kreative muligheder findes på det musikdramatiske landkort, som mere end nogen anden genre stadig indeholder masser af spændende uudforskede ”hvide pletter”. Paradokset er nemlig, at selvom mange beskæftiger sig med musikdramatik, er der påfaldende få eksempler på afgørende fornyelse og innovation i forhold til form, udtryk og produktionsmåde.

I det følgende vil jeg forsøge at beskrive musikdramatik, som det ser ud i min optik.
Som performer, sanger, slagtøjsspiller, klovn og komponist har jeg i de sidste 15 år beskæftiget mig med musikdramatik i mange forskellige former. Det har været opera, moderne dans, instrumentalteater, musical, teaterkoncert, performance… for bare at nævne nogle, som kan påhæftes en genrebetegnelse.

Musikdramatik for mig er, når scenisk fremførelse af en komposition, improvisation, handling, stemning eller tekst/libretto foregår på musikkens præmisser og vilkår. At skabe eller udføre en dramatisk handling eller følelse med den musikalske interpretation og bevidsthed som hovedpulsåre og drivkraft.
Hvad er en musikalsk bevidsthed i dramatisk sammenhæng?
Det er først og fremmest bevidstheden om tid og kontrollen af denne i form af f.eks. puls, rytme og timing. Derudover klang, harmonik, melodik, form og udviklingen af disse samt endelig nuancer såsom tempo, styrkegrader og modulationer af disse.

Udforskningen af samspillet mellem tekst og musik eller fysisk dramatisk handling og musik finder jeg særdeles inspirerende, og der er oceaner af nye spændende uprøvede konstellationer og arbejdsprocesser, som bør udforskes – Hører I?

Hvorfor skabes opera f.eks. altid på samme måde og med samme type autorer og aktører, som i de sidste par hundrede år?
Hvorfor er musikere ikke oftere på scenen som skuespillere, performere eller andet?
Hvorfor skal det kun være operasangere, der synger og altid med samme overordnede klangideal? Må det ikke gerne lyde lidt ”flosset” og menneskeligt en gang i mellem?
Hvorfor mødes tekstforfatter, komponist/musikere, sangere/performere og instruktør ikke oftere i et tomt teater-rum og i fællesskab laver en musikdramatisk forestilling fra scratch?
Osv osv osv osv osv………………….der er mere, hvor det kommer fra!

Musikdramatik kan altså ”angribes” fra både teatrets og musikkens lejr.
Det er en kendsgerning, at der i Danmark findes masser af teatre, der fra et ”teaterudgangspunkt” af og til producerer musikdramatik, som f.eks. musicals, operetter, teaterkoncerter eller andre stykker, hvor musikken på forskellig vis kan have en fremtrukket position.
Der findes til sammenligning kun eet professionelt teater i DK, der har som sit hovedformål at skabe og udforske musikdramatik med udgangspunkt i musikken, nemlig Den Anden Opera i København, der trods navnet rent faktisk ikke kun skal producere opera.
Det italienske ord opera er pluralis af ordet opus, der blot betyder værk og altså ikke en musikdramatisk stilart. Musikhistorien har gennem tiderne givet ordet opera en anden og meget mere konkret, men egentlig misvisende betydning.
Med dette for øje mener jeg derfor, at Opera rettelig bør opfattes, som en samling af musikdramatiske værker i et genremæssigt og stilistisk bredt spektrum. Der er dermed ingen undskyldning for ikke at gå nye veje og ændre de gængse former og vaner.

Sluttelig vil jeg på det hjerteligste opfordre medlemmerne af Danske Dramatikere til at forsøge sig med musikdramatikken – enten med teatret eller musikken som udgangspunkt.

Thomas Sandberg, musikdramatiker bl.a.
www.thomassandberg.dk

Der skrives og siges af og til, at partiturmusikken er i krise. Det er den ikke , men formidlingen og opførelserne af den er oftest ude af trit med både den omgivende virkelighed og den kunstnerisk intention og sjæl.
Er dette en kritik af komponister, musikere og ensembler ?
NEJ ! – men en dybfølt bekymring, der hele tiden bliver større.
Det følgende er en række af tanker, som er tumlet rundt i mit hoved i de sidste par år.
Nu skal de ud, så der er plads til andre ting på den mentale harddisk. Forhåbentlig kan de tjene som inspiration eller oplæg til debat.

At hævde at partiturmusikken er på vej ud svarer groft sagt til at sige at det skrevne ord for en dramatiker er på vej ud.
Det er indlysende at en komponists mulighed for at komponere,strukturere og sammensætte et musikalsk forløb visuelt / grafisk på papir,skærm eller andet så enten levende mennesker eller en computer kan opføre det, er en eviggyldig og blivende arbejdsmetode.
Problemet ligger i at vi i Danmark har været særlig gode til at opdele musik på en musikpolitisk facon, hvor musik som er noteret i klassisk partitur er blevet betragtet som finere og rigtigere kunst end musik og tonekunst der udelukkende kan høres og ikke læses. Dette har skabt en uhensigtsmæssig splid, som i virkeligheden har isoleret partiturmusikken
Problemet ligger et andet sted nemlig i ledet efter, hvor koncertarrangøren og senere musikerne tager over.

(NB: dette blogindlæg er skrevet i 2008)

Danmark har 8 fuldtids professionelle symfoniorkestre. De 4 ligger i hovedstaden og de resterende i Odense, Sønderborg, Århus og Aalborg.
Hvert år udsender disse orkestre en sæsonbrochure med årets koncerter på samme måde som teatre også gør det.
Jeg ved godt at sæsonprogrammerne for ’07 / ’08 er udsendt for længe siden, så mine bemærkninger kommer lidt sent. Derfor er de ikke mindre relevante og aktuelle, da der jo på den anden side ikke er længe til at nye programmer for 08 / 09 skal laves.
Grunden er rent ud sagt, at jeg ikke rigtigt har interesseret mig for dem før nu og derfor ikke skænket indholdet en tanke.
Helt konkret skete der det, at jeg efter et besøg i den meget flotte nye tilbygning til Musikhuset i Århus, faldt over et sæsonprogram fra Århus Symfoniorkester. Det var ikke vanvittig spændende læsning, der fik mig til fluks at plotte koncertdatoer ind i min kalender. De planlagte koncerter bestod nærmest kun af flere hundrede år gammel i tusindfold spillet og ikke mindst indspillet centraleuropæisk musik. Vi snakker Beethoven, Brahms osv. Derudover lidt lette underholdningskoncerter inklusive den obligatoriske børnekoncert med TV kändissen Sigurd Barret. Efter denne oplevelse checkede jeg de andre danske symfoniorkestres sæsonprogrammer og må sige at jeg fik samme lidt deprimerende oplevelse. Dette satte en masse tanker i gang om de danske klassiske symfoniorkestres profiler, som nu får fast form i denne artikel..

Hvad er det egentlig der gør, at man hårdnakket år efter år lader en klar overvægt i sæsonprogrammet tilfalde denne gamle musik fra hovedsalig Tyskland og Østrig ?
Der er sådan set ikke noget galt med musikken i sig selv. Det er uden tvivl mesterværker på linje med andre kunstnere fra den tid. Men hvor ligger den kunstneriske nødvendighed, berettigelse og nyhedsværdi til at overfodre koncertsalene i 2007 med den ?
En af grundene er selvfølgelig, at de klassiske komponister kommer fra symfoniorkestrets guldalder, hvor det var ”top of the pops” at komponere for dette soniske multiinstrument.
Symfoniorkestret har slet ikke samme status idag som tidligere, hvor det var et af den borgerlige kulturs vigtigste elfenbenstårne. Det virker bare, som om orkestrene stadig sidder deroppe og kigger ned på en verden, der ser helt anderledes ud.
I dag udtrykker komponister sig på utallige andre måder i forskellige instrumentsammensætninger både akustisk, elektronisk, dramatisk og visuelt, så orkestret har ikke samme centrale tiltrækning. Det har ikke samme høje status, som det havde engang, hvilket blandt andet kan skyldes den næste påstand som er
Sandheden er at ufattelig få nulevende komponister reelt får chancen for at komponere for et symfoniorkester. Orkestercheferne tør simpelthen ikke tage chancen særlig ofte. De gør det som regel kun, hvis det er en af de få ”store nulevende” eller hvis det kan bindes op på en festival med støttekroner i ryggen. Symfoniorkestret er jo en dyr størrelse, så man kan jo ikke bare give en ny ung eller midaldrende komponist chancen uden videre !

Tænk hvis man tænkte på samme måde indenfor dansk film, som er en endnu dyrere og mindre subventioneret kunstart end den klassiske musik ? Ja, så vil størstedelen af de filmskabere vi ser i dag aldrig have fået en chance.

Det er også svært for orkestrene og den klassiske musik i det hele taget af forstå, hvorfor børn ikke vælger at spille et af de klassiske orkesterinstrumenter. Det er delvist selvforskyldt.

Huskomponistordningen, hvor et orkester forpligter sig til at tilknytte en dansk komponist, der skal komponere til orkestret er et plaster på såret i forhold til førnævnte.
Godt nok virker det som om, at det er mere tvang end lyst, der får et orkester til at indgå sådan en ordning.

For eksempel vil der snart (???) stå et nyt koncerthus i DR-byen af internationalt akitektonisk format. I dette hus skal blandt andet Radiosymfoniorkestret slå sine folder.
Hvis man skal sammenstille et stykke fantastisk arkitektur som Jean Nouvels koncerthus med et orkester, der ikke tør tage chancer eller gå forrest indenfor tonekunsten.

Man kunne nemt lave en computeralgoritme, der kunne genere sæsonprogrammer ud fra en database med relevante oplysninger.

I Danmarks Radio er man, med rette irriteret over at en computer konstuerer playlister for P3 og nu også P2, altså den klassiske lytteflade. Men når man så læser sæsonprogrammerne fra alle de danske symfoniorkestre, er det meget nærliggende at tro, at de også er genereret af en computer.

Modargumentet er ofte, at det er vigtigt at spejle de gamle komponister i forhold til vores tid. Okay ! Hvordan er det så lige, det kommer til udtryk, når man stadig pligtskyldigt opfører noderne, som man har gjort siden de blev skrevet – og i samme logeagtige dress og opstilling som dengang symfoniorkstret blev opfundet ?
Hvis man vil spejle musikken i vores tid, hvor ligger så den stillingtagen i forhold

Når man opfører Shakespeares skuespil på teatret eller andre af de klassiske dramaer, så er det altid reglen snarere end undtagelsen, at de bliver bearbejdet kunstnerisk, nyoversat og i det hele taget fortolket på en måde, så de siger moderne mennesker noget andet end bare at være en teaterhistorisk præsentation.
Indenfor den klassiske musik har man modsat en uhyggelig ærefrygt for de klassiske partiturer af ”de store mestre” og det selvom de faktisk allesammen er fri for rettighedsbeskyttelse. Du kan med andre ord klippe og skære i Mozart, Beethoven og Brahms partiturer, som det passer dig og tilføre nye instrumenter osv. Bliver det gjort ?
Nej, for det kan man ikke. Det er jo blasfemi. Kunstværkerne er helstøbte og må ikke anfægtes, hedder det sig ! Jamen dog !

Jeg er ikke ude efter at angibe de mange klassiske musikere eller agitere for at man skal nedlægge orkestre. Vi har brug for alle de klassisk uddannede musikere, der er nu – og gerne flere + ditto indenfor jazz, rock, electronica osv. – kort sagt levende musik.
Min mission er udelukkende at ruske lidt op i en meget forstenet vanetænkning, der kan vise sig at blive ganske fatal over en årrække.
Unge i dag har statistisk set lige så lidt interesse i klassisk musik, som de har i guldalderkunst og
For jeg synes ærligt talt, at det er spild af godt musikerskab, når man bare skal reproducere det klassiske centraleuropæiske standardrepertoire.

Hvordan kan man forsvare at symfoniorkestre, som ligger indenfor en radius af max. 100 km. lige gyldig hvor man står i Danmark, spiller programmer med så stor lighed og så lidt fantasi?
Hvis man endelig vil høre en symfoni af Beethoven i topkvalitet kunne man f.eks. købe en DVD box på nettet og afspille skiverne derhjemme over fladskærm og surroundlyd anlæg.
Eller man kunne forestille sig at den lokale biograf arrangerede symfoniske aftener med det klassiske standardrepertoire, hvor der vistes DVD produktioner med et af de mange toporkestre. Fed billedkvalitet og Dolby Surround. Hva’ behar’ !!!

Hvorfor dette ? Jo, for at få orkestrene til at vågne op, se virkeligheden i øjnene og forhåbentlig tænke kreativt og visionært i forhold