Hvad er musikdramatik ?
En bastard i scenekunstens univers, som antager utallige former alt efter hvordan og hvor meget hovedelementerne musikalsk komposition/improvisation/interpretation samt dramaturgi/tekst/scenisk udfoldelse er integreret i hinanden.
Det kunne da være et svar – eller?
Det er nemlig et meget omfattende spørgsmål, ikke mindst når man ser hvor mange forskellige udtryksformer, som påhæftes denne etiket efterhånden.
Der er vel nærmest gået inflation i begrebet, hvilket umiddelbart må betragtes som meget positivt, idet det er et tegn på at mange føler trang til at arbejde med blandingen af musik og dramatik. Ingen udtryksform har tilsyneladende patent på navnet.
Kriteriet synes groft sagt at være, at når bare musik og dramatik er til stede kan det markedsføres som musikdramatik uanset om elementerne er integrerede i hinanden eller adskilte. Mig bekendt findes der ikke en opdateret og brugbar definition eller målestok for begrebet, hvilket er meget befriende, men også af til problematisk i forhold til både publikum, de bevilgende myndigheder eller til medierne for den sags skyld.
Er det f.eks. Kunststyrelsens Teater- eller Musikcenter, som skal dække området?
Er det musikanmelderen eller teateranmelderen, der skal anmelde forestillingerne? Sidstnævnte dilemma er meget relevant at diskutere, da det giver diametralt forskellige udfald, om det er den ene eller den anden der skriver, fordi vinklen i forhold til de to hovedingredienser musik og dramatik er helt forskellig. Man kan derfor med fordel spekulere i, om man skal invitere teater- eller musikjournalister til en musikdramatisk premiere. Spekulationer der også bliver gjort fra gang til gang.
Det er objektivt set meget forskelligt om en opera anmeldes af en teateranmelder i stedet for en musikanmelder eller om en musical/teaterkoncert bliver anmeldt af en musikanmelder i stedet for en teateranmelder. Tankevækkende når begge dele jo er musikdramatik.
Ud fra disse indledende betragtninger kan man slutte at musikdramatik groft kan inddeles i to kategorier, nemlig et hvor det skabende udgangspunkt er funderet i teatrets æstetik, vaner og arbejdsformer, et andet i musikkens ditto.
Det kan umiddelbart lyde som en uforenelig modsætning, men personligt mener jeg faktisk, at det er i netop dette spændingsfelt, de mest interessante kreative muligheder findes på det musikdramatiske landkort, som mere end nogen anden genre stadig indeholder masser af spændende uudforskede ”hvide pletter”. Paradokset er nemlig, at selvom mange beskæftiger sig med musikdramatik, er der påfaldende få eksempler på afgørende fornyelse og innovation i forhold til form, udtryk og produktionsmåde.
I det følgende vil jeg forsøge at beskrive musikdramatik, som det ser ud i min optik.
Som performer, sanger, slagtøjsspiller, klovn og komponist har jeg i de sidste 15 år beskæftiget mig med musikdramatik i mange forskellige former. Det har været opera, moderne dans, instrumentalteater, musical, teaterkoncert, performance… for bare at nævne nogle, som kan påhæftes en genrebetegnelse.
Musikdramatik for mig er, når scenisk fremførelse af en komposition, improvisation, handling, stemning eller tekst/libretto foregår på musikkens præmisser og vilkår. At skabe eller udføre en dramatisk handling eller følelse med den musikalske interpretation og bevidsthed som hovedpulsåre og drivkraft.
Hvad er en musikalsk bevidsthed i dramatisk sammenhæng?
Det er først og fremmest bevidstheden om tid og kontrollen af denne i form af f.eks. puls, rytme og timing. Derudover klang, harmonik, melodik, form og udviklingen af disse samt endelig nuancer såsom tempo, styrkegrader og modulationer af disse.
Udforskningen af samspillet mellem tekst og musik eller fysisk dramatisk handling og musik finder jeg særdeles inspirerende, og der er oceaner af nye spændende uprøvede konstellationer og arbejdsprocesser, som bør udforskes – Hører I?
Hvorfor skabes opera f.eks. altid på samme måde og med samme type autorer og aktører, som i de sidste par hundrede år?
Hvorfor er musikere ikke oftere på scenen som skuespillere, performere eller andet?
Hvorfor skal det kun være operasangere, der synger og altid med samme overordnede klangideal? Må det ikke gerne lyde lidt ”flosset” og menneskeligt en gang i mellem?
Hvorfor mødes tekstforfatter, komponist/musikere, sangere/performere og instruktør ikke oftere i et tomt teater-rum og i fællesskab laver en musikdramatisk forestilling fra scratch?
Osv osv osv osv osv………………….der er mere, hvor det kommer fra!
Musikdramatik kan altså ”angribes” fra både teatrets og musikkens lejr.
Det er en kendsgerning, at der i Danmark findes masser af teatre, der fra et ”teaterudgangspunkt” af og til producerer musikdramatik, som f.eks. musicals, operetter, teaterkoncerter eller andre stykker, hvor musikken på forskellig vis kan have en fremtrukket position.
Der findes til sammenligning kun eet professionelt teater i DK, der har som sit hovedformål at skabe og udforske musikdramatik med udgangspunkt i musikken, nemlig Den Anden Opera i København, der trods navnet rent faktisk ikke kun skal producere opera.
Det italienske ord opera er pluralis af ordet opus, der blot betyder værk og altså ikke en musikdramatisk stilart. Musikhistorien har gennem tiderne givet ordet opera en anden og meget mere konkret, men egentlig misvisende betydning.
Med dette for øje mener jeg derfor, at Opera rettelig bør opfattes, som en samling af musikdramatiske værker i et genremæssigt og stilistisk bredt spektrum. Der er dermed ingen undskyldning for ikke at gå nye veje og ændre de gængse former og vaner.
Sluttelig vil jeg på det hjerteligste opfordre medlemmerne af Danske Dramatikere til at forsøge sig med musikdramatikken – enten med teatret eller musikken som udgangspunkt.
Thomas Sandberg, musikdramatiker bl.a.
www.thomassandberg.dk